Shopping

Der er vist ingen tvivl om, at London er kendt som et overflødighedshorn, hvad shopping angår – byen byder på alt, hvad hjertet kan begære. Kunsten kan være at finde frem til det!

Man skal turde at gå på opdagelse – uden at vide hvor man ender. På den måde kommer man rundt i byen og ser byen med nye øjne. Man støder på små uafhængige butikker, som kan være meget interessante at besøge. Specielt kan det anbefales at gå på opdagelse i områderne omkring Soho og Covent Garden.

Diamond District

Hvis man er på udkig efter diamanter, kan man med fordel besøge London’s “diamond district”  eller “London Jewellery Quarter”. Det ligger i Hatton Garden ved Holborn. Hvis man er god til at prutte om prisen (på en pæn og høflig måde), kan man godt slå en handel af med dem.
Nærmeste tube: Holborn, Chancery Lane eller Farringdon

TIP: Besøg Abercrombie & Fitchs forretning, Burlington Gardens. Forretningen ser ikke ud af meget ude fra, men det er kun et skalkeskjul. Gå efter duften!! Fra Regent Street skal man gå ind ad Vigo Street og fortsætte, til man komme til en stor hvid bygning på højre hånd. Fra New Bond Street skal man dreje ind ad Burlington Gardens (lige hvor New Bond Street bliver til Old Bond Street)
Nærmeste tube: Bond Street, Oxford Circus eller Piccadilly Circus

Når man er på disse kanter er det også værd at gå en tur igenem Burlington Arcade. Den ligger mellem Burlington Gardens og Piccadilly. Fra Abercrombie & Fitch skal man gå til højre og følge vejen mod New/Old Bond Street. Inden man når Bond Street, kommer arkaden på venstre hånd.